Nu er jeg min egen mor

"Bli'r jeg nogensinde god nok"

er udkommet på Powerpress

NU ER JEG MIN EGEN MOR

Af sanger, musiker & forfatter Majbritte Ulrikkeholm

 

Ja, hvem var du egentlig mor? Et uudgrundeligt mysterium for en lille pige, der gerne ville give dig blomster og altid huskede mors dag. For dem der får allermindst er som regel dem, der giver allermest. For jeg måtte give det, jeg ikke selv fik. Så jeg er blevet god til at give mor. Men jeg ved ikke lige så meget om at tage imod, og derfor mødte jeg dem også senere i livet - de mænd, der lignede dig. De mænd, der gik fra arbejde og direkte hen på værtshuset, for der fandt de nogle, de kunne dele lasten med. Der fandt de det sammenhold, jeg også så hos dig, når jeg besøgte dig på De Fire Esser. Kan du huske jeg engang vandt jack pot? "Giv Ebba en bajer," sagde du. Og det gjorde jeg så. Og jeg lærte at give. For jeg ville have givet dig alle pengene, der trillede ud af spilleautomaten i en lind strøm, hvis du ville have haft det. For en lille smule nærhed.

 

Og du var strålende og lys og omkranset af sensuel mystik, der kunne drage alle ind i din verden. Du kunne se ind i dybet af menneskers sind og ane deres fremtid. Og det gav du mig mor. Det gav du mig i gave. Evnen til at se. Jeg tror den løber igennem kvinderne i vores slægt som en åre, der tager det bedste med videre.

 

Men der er også ting, der ikke skal løbe i de årer. Der er ting, der ikke skal gives videre. Og jeg er trænet i at give, så det er en udfordring for mig ikke at give det videre. Det at vi søgte der hen, hvor der ikke var kærlighed. De tomme udtørrede brønde. For det var vel egentlig det du gjorde. Når du valgte De Fire Esser. Selvom jeg stod der på Mors dag og ville have givet dig det hele.

 

I dag kan jeg se det. Du valgte ikke mig fra. Du kunne bare bedre være ved den tomme brønd.

 

Mor, den sidste mand jeg delte min seng og flere år af mit liv med sagde det: "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke elske dig." Og alligevel blev jeg ved min tomme brønd alt for mange år. For han mindede mig om dig. Og når jeg var i hans "jeg kan ikke elske dig" så var jeg sammen med dig.

 

Men det er ikke alt der skal gives videre, Mor. Evnen til at se tager jeg med mig. En stråle af dit blændende lys tager jeg med mig. Men jeg tager ikke den tomme brønd med mig. Derfor er han heller ikke mere i mit liv. For jeg behøver ikke længere at se i hans øjnes dyb for at få et lille glimt af dig.

 

I dag kom en engel forbi og han mindede mig om, at jeg er uendeligt elsket. Han sagde: "Giv mig dit sår, og jeg sår blomster i det sår. Vand din sjæls have med de fineste af dine tårer, og sig farvel til Mor. I dag."

 

Jeg har grædt en brønd fuld af tårer over dig. Og se den brønd er ikke længere tom. Fordi jeg turde græde. Og nu kan jeg endelig sidde ved den fyldte brønd. Og jeg kan se de smukke blomster vokse. I sjælens have.

 

Og alt hvad du gav mig og det du ikke gav mig, siger jeg tak for i dag. For jeg kom her for at lære at sidde ved de fyldte brønde. Jeg kom for at så noget fint og smukt i mit sårede hjertes hellige jord. Og for at lære, at alt hvad nogen gjorde mod os er helligt. Og måske er det dig, der er englen, der kom forbi i dag. For at se mig sidde ved min fyldte brønd. Og måske for at minde mig om, at uanset hvad mennesker gør eller ikke gør, så er det sjælens fornemmeste opgave - at elske.

 

Og kærlighed er mange ting. Og alt hvad mennesker gør mod os er helligt. Og måske skulle du vise mig den tomme brønd for at jeg kunne lære at fylde min egen. Og jeg er den jeg er, fordi du var den du var. Og alt jeg nogensinde har givet er det største jeg nogensinde kan modtage. Og du lærte mig at give, fordi jeg ikke fik.

 

Og englen sidder så fint ved min side og siger: "Nu kan du se det. Og nu er du din egen mor."

 

Fotograf Sif Meincke