Craig Malkin

Myten om Narcissus

|

For lang tid siden i det gamle Grækenland, levede der en dreng, Narcissus, som var søn af flodguden, Kefissos og nymfen Leiriope. Hans guddommelige herkomst havde velsignet ham med et ikke mindre guddommeligt udseende. Med sine krøller, der faldt ned i panden, og en krop, der bar præg af mange års klatren i træer og løben hen over klipper på jagt efter hjortevildt og fugle, fik Narcissus hurtigt et væld af beundrere.

Folk fra fjern og nær – unge som gamle, mænd som kvinder – faldt næsten øjeblikkeligt for ham. Snart nåede hans ry hinsides menneskenes verden. Hver gang Narcissus vandrede gennem de tætte skove eller langs de rislende bække i nærheden af sit hjem, tiltrak han altid en skare af træ- eller vandnymfer, som var ivrige efter at få et glimt af ham.

Narcissus vænnede sig til denne beundring, men viste aldrig nogen form for imødekommenhed.

Han blev snart lige så kendt for sin ligegyldighed som for sin legendariske skønhed. En for en opsøgte potentielle kærester ham, og en for en afviste han dem. Han syntes at opfatte sig selv som en, der var hævet over venlighed eller kærlighed, over de almindelige menneskers verden, ja, over alle – selv over guderne.

En dag sluttede bjergnymfen Ekko sig til skaren af afviste beundrere. Idet solen brød frem gennem træerne i skoven, fik hun et glimt af Narcissus, der strejfede om i skoven på sin daglige jagttur. Hendes hjerte svulmede. Da hun ikke kunne løsrive blikket, begyndte hun at følge efter ham, diskret til at begynde med, og spejdede forsigtigt gennem grene og blade. Dernæst, overvældet af lidenskab, blev hun dristigere og gik støjende efter ham. Snart fornemmede han, at nogen fulgte efter ham.

»Hvem der?« råbte han.

Ekko prøvede at svare, men hun havde ikke sin egen stemme – en følge af en ældgammel forbandelse nedkastet af gudinden Hera (Ekko havde forstyrret hende med sin uophørlige snak for mange gange). Hun prøvede at råbe, men kunne kun gentage hans ord.

Hvem der?« svarede hun bedrøvet.

»Kom frem nu!« krævede han.

»Frem nu,« svarede hun grådkvalt.

Narcissus, der var ved at blive vred, og måske følte, at han blev holdt for nar, råbte: »Vis dig!« »Dig!« råbte Ekko og sprang frem fra træerne. Hun rakte armene frem og slog dem om halsen på ham.

Men Narcissus’ hjerte var stadig koldt. »Væk med dig!« råbte han skarpt. Dernæst, mens han flygtede, råbte han ubarmhjertigt over skulderen: »Jeg vil hellere dø end elske dig!

Elske dig!« råbte Ekko og hulkede. Ydmyget og med knust hjerte forsvandt hun ind i den tætteste del af skoven. Hun nægtede at bevæge sig, nægtede endog at tage mad og drikke til sig, og hendes krop sygnede langsomt hen, til kun stemmen var tilbage.

I mellemtiden var guderne blevet trætte af den ødelæggelse, som fulgte i Narcissus’ kølvand. En mand, Ameinias, var blevet så fortvivlet, da Narcissus hånligt afviste hans tilnærmelser, at han trak sværdet og stødte det gennem sin krop. Men inden han døde, hviskede han en bøn til hævnens gudinde, Nemesis. Hun reagerede hurtigt med en passende forbandelse for den grusomhed, hun havde været vidne til. Narcissus skulle selv lære smerten ved ugengældt kærlighed at kende.

En eftermiddag kort tid efter da han vandrede gennem sin elskede skov, stødte han på en kold, klar kilde, så uhyggeligt stille, at den lignede et spejl. Tørstig efter vandreturen bøjede han sig ned for at drikke, og idet han gjorde det, fik han et glimt af et smukt ansigt. Han var så forvirret på grund af Nemesis’ forbandelse, at han ikke var klar over, at han stirrede på sig selv. Hjertet hamrede i brystet på ham. Han havde aldrig kendt til en følelse som denne før, denne dybe længsel, denne store glæde ved at være i denne persons nærhed. Måske er dette kærlighed, tænkte han.

»Kom op til mig!« råbte han.

Tavshed.

Hvorfor svarer du mig ikke!« råbte han skarpt og stirrede på sit spejlbillede. »Vil du ikke også gerne have mig?« Han bøjede sig nu ned for at kysse vandspejlet, og da var det, som ansigtet kortvarigt trak sig tilbage og forsvandt.

Kom tilbage!« Han prøvede at nærme sig manden igen, røre ved ham, mærke hans favntag. Men hver gang han gjorde det, var det, som om ansigtet trak sig væk og forsvandt i kildens stille vand.

Der gik mange timer og dernæst dage, og til sidst rejste Narcissus sig op og børstede støvet af sig. Nu vidste han endelig, hvad han skulle gøre.

»Jeg kommer ned til dig!« råbte han ned i vandet. »Så kan vi være sammen!« Derefter kastede han sig ud i vandet og ned i mørket, dybere og dybere, indtil han forsvandt af syne for aldrig at komme op til overfladen igen.

Nogle øjeblikke senere spirede en fantastisk blomst frem ved vandkanten, en strålekrans af hvide kronblade, der omkransede en lysegul, tragtformet blomst. Den hang ud over kilden og stirrede for evigt ned i vandet under sig.

Craig Malkin
Uddrag fra bogen: Narcissisme. Det dårlige – og overraskende gode – ved at føle sig helt speciel, oversat af Charlotte Pietsch

narcissist.dk og EnouQh.com – vi deler citater om narcissistisk og psykisk vold.
Er du sammen med en narcissist? Tag testen her: Narcissist-testen.
Facebook: https://www.facebook.com/stoppsykvold

Vis alle citater 😘