Jeg kan ikke huske, at volden ikke har været der i vores barndom. Ingen af os husker et ’før’ volden. Den var der altid, ligesom vores fars alkoholisme var det.
Men volden eskalerede det sidste år, inden vi flyttede væk med vores mor. Der havde været en dårlig periode, og en nat gik vores far amok.
Vi børn blev vækket af det. Især Pernille prøvede at lægge sig imellem for at undgå, at volden udartede sig. Vores mor flygtede til sidst ud på badeværelset og fik tilkaldt naboerne.
Vores far blev anholdt, og vi gik under jorden for første gang.
Vi måtte ikke nærme os vinduerne i det hus, hvor vi boede, for vores far kørte forbi og patruljerede ude på vejene. Udover det husker jeg intet. Det er væk.
Christina Rosendahl https://www.danner.dk